Pasta basta!
Én ting, der altid kan få smilet frem, er en veltillavet pastaret. Bedre comfort food findes næppe – og i denne tid et det bare med at gå efter al den opmuntring, man kan få.
Der er god pasta at finde mange steder, og også i København, men skal det være ægte smovset, er Den Evige Stad nu engang at foretrække. Her kommer 4 gode fifs til lækre, omfavnende pastasteder i Rom – der er nok minimum 1000 flere gode steder at gå efter, men her er et par af vores gode oplevelser.
Vigtigt stop på din pastatur – tæt på Trevi-fontænen. Restauranten er en gammel vinforretning, som den dag, vi lagde vejen forbi, blev styret af tre gange Mama. Bestemte, italienske damer, der virkede en kende som om, de havde taget forsmag på vinudvalget inden aftenservice. Vi havde bestilt bord, og blev kun nødigt lukket ind efter fremvisning af bekræftende e-mail, for det her er ikke sted, hvor turister bare sådan kan valse ind. Vi fik et par udemærkede anti pasti, men gik selvfølgelig målrettet efter pasta. Her fik vi en carbonara, der var rig på både smag, salt og fedt, og selve spaghettien og guancialen var upåklagelige. Vi fik også en cremet spaghetti vongole med både hjertemuslinger og blåmuslinger – den smagte så englene sang. Kom efter den småmobsede, dog charmerende betjening, forførende lokale og vinkort - og selvfølgelig den opmuntrende pasta!
Nævner du for en dansker, at du skal til Rom, vil du fluks få anbefalingen: Du skal forsøge at få bord på Roscioli. Det har vi gjort af nogle gange, og jeg medgiver, at stedet er toptjekket og leverer høj kvalitet.
Roscioli startede som charcuteri/slagter, og derfra har forretningen taget fart og dækker nu både restaurant, bageri, charcuteri m.m. Men det er måske gået lidt ud over charmen, for ja, det er møgtjekket med vinsmagninger, menuer m.m. Og pastaen er perfekt, der er ikke en finger at sætte på stedet. Men det er måske netop det, der mangler: En bedugget tjener-mama, en stol der vipper eller et vinkort, der kun findes i hovedet på tjeneren. Den charme mangler lidt.
Ristorante Maccheroni
Lige bag ved Panthenon ligger den lille perle, Maccheroni. Som de fleste små, hyggelige Rom-beværtninger er stedet indrettet med skramlede træstole og -borde, skæve gulve og flabede tjenere, der med garanti ikke har restauranten klar til den officielle åbningstid. Det skal du ikke være ked af. Det er en del af oplevelsen, som du skal komme efter tidligt, for der er hurtigt kø langt hen ad gaden, selvom restauranten både har pladser ude, inde og i kælderen.
Kom efter deres pastaretter, vi fik bl.a. deres Maccharoni all’ arrabbiata, pastarør i krydret tomatsauce. Fantastisk ret, som dog alligevel blegnede ved siden af frokostens superstjerme: en ’to die for’- ravioli med ost, flødesauce og zucchini-blomst. Retten var perfekt cremet, fuldfed og elegant krydret. Og var denne ravioli den sidste mundfuld, du fik i dit liv, ville du dø med lalleglad mine, vellystig tunge og tonerne af en førsteelsker-tenor i ørerne. Saltimbocca, babylam og antipasti sad også i skabet, det samme gjaldt kaffe, limoncello og tiramisu. Men den ravioli der! Den glemmer vi aldrig.
Eataly Roma
En lidt ’uden for nummer’-anbefaling er Eataly, som er madmarkedet lidt syd for Collosseum. I virkeligheden er Eataly et storcenter med mad i tre etager, og her finder du alt fra frisk fisk til grøntvarer, charcuteri, mejeriprodukter, honning, vin og alt andet, som et italiensk - eller dansk - hjerte kan begære.
Pasta er der selvfølgelig også, og du kan købe hjemmelavet paste med som takeaway eller bestille småretter, som du spiser på stedet i de forskellige små caféer. Eller endnu bedre; du kan selv få pastafingrene skruet rigtigt på ved nogle af de madkurser, som Eataly udbyder på deres øverste etage. Her er både pastakurser og pizzabagning i små testkøkkener, ret tjekket. Da vi var forbi købte vi et udvalg af småretter og satte os i solen direkte op af Eatalys mur og den monterede højttaler, der afspillede italiensk hyggejazz. Av, for en krammer!
LYNGUIDE: Pastaretter i KBH
Har du ikke en planlagt Romtur i ærmet, er der pastakrammere at hente også i København, her fire af de hurtige:
Mangia
Favorit trattoria-stemning på Vesterbro. Enkelt, rent og rendyrket italienske retter – og selvfølgelig pasta. Afsted!
Esmee
Igen hverken officiel italiensk eller pastarestaurant, til gengæld 110% comfort food. Sidst jeg var der, fik vi pumpkin ravioli med det sidste vintertrøffel. Sikke en krammer.
Hos Fischer
Det legendariske pastaværtshus på Østerbro serverer håndlavet pasta behårdt styret af David Fischer, der år efter år har serveret en af byens svedigste cacio e pepe. Måske det tætteste du kommer på Rom – i Kbh.
Barraba
Her får du en legendarisk spaghetti med caviar (ved du ikke, hvad jeg taler om, så tjek Instagram). Og som om det ikke var nok, så kan du hælde cremede pastaretter og velsmagende vine ned senere end på andre restauranter i indre København, så der er altid en god grund til at stikke hovedet forbi Barraba.
Comments