top of page

Gastronomi for voksne, børn og bamser



Mens resten af Danmark holder uge 7-skiferie, er jeg taget til Stockholm på en kombineret gastro-børnetur med familiens seksårige. Og tænker du: ”åh, fire dage med McDonalds på hotelværelset”, så kan du godt tro om igen.


Gourmet hacks & gastro itinerary

Med et par life hacks og en velforberedt itinerary kan du sagtens komme hjem og føle, at du har været på ægte velsmagende ferie. For at din plan skal lykkes, skal bruge følgende: 1) Oversigt over de stockholmske topkokkes Bib Gourmand-steder, bistroer og brasserier, 2) bamse, 3) kort over børnevenlige aktiviteter i gåafstand fra dine nøje udvalgte spisesteder og 4) et løstsiddende kreditkort og en ”vi tipper godt”-attitude, så du fluks bliver ven med tjeneren, der formentlig (og med god grund) er lidt trist over, at du i stedet for en fuld betalende gæst har medbragt en cola-væltende terroist. Go prove them wrong!


Brasserie Astoria

Bjørn Frantzén, som er kendt, respekteret og højtelsket for sin 3-stjernede Michelin-restaurant Frantzén i Stockholm, har med Frantzén Group etableret Brasserie Astoria et stenkast fra Östermalms Saluhall. Astoria åbnede for et år siden, og her er et spisested lige efter mit hoved! Alt er godt. Indretningen lækker, betjeningen fantastisk, vinkortet vidunderligt og bistroretterne knivskarpe og i en bistrostil, der placerer dig et godt sted imellem et high end-brasserie i London eller Paris og min favorit Esmée på Kongens Nytorv. Vi kom til frokost og sad i den fine madsal, men kommer du en travl aften med et mindre halvtræt barn, er der også rig mulighed for at spise i baren under madsalen – her er der om muligt endnu bedre plads til alle.

Lægger du vejen forbi Astoria (og det bør du!), må du love mig at bestille peberbøffen. Bøffen flamberes ved bordet, hvorefter saucen nøje færdigtilberedes for øjnene af dig, dit måbende barn og de andre gæster. For de mindre gæster er der masser at vælge imellem: linguini med hjertemuslinger, snegle i hvidløgssmør, trøffelpizza, moules frites, mocktails og is, desserter m.m., som du frit kan få justeret, så dit barn er kisteglad. Til lækkersultne voksne er der udover blærede bordtrancherede retter og diverse hummer, trøffel og caviar-retter og – tilkøb også alle de vine på glas, som du kan drømme om. Jeg fik fx et vidunderligt glas 2014 Barolo fra Vietti til den cognacsflamberede peberbøf.


Du kan kort sagt få alt, hvad både små og store hjerter begærer på Astoria. Og også verdensklasse betjening til alle ved bordet.



Oaxen Slip

Oaxen Krog er noget af en legende i Sverige og startede helt tilbage i 1994 på Oaxen ø i Stockholmsk sydlige øhav. Restauranten flyttede dog tættere på byen i 2013 i en moderne bygning, der huser både gourmetrestauranten Oaxen Krog og Bib Gourmand-bistroen Oaxen Slip. Oaxen Krog blev tildelt sin anden Michelinstjerne i 2015 og har siden da modtaget megen hæder, bl.a. Michelin Nordic Sustainability Award i 2020 for restaurantens fantastiske arbejde med bæredygtighed i alt fra eget landbrug til kvinder i gastronomi og arbejdet med marine ressourcer med meget mere.


Gode, sympatiske og meget velsmagende takter på moderskiber Oaxen Krog, der også kan ses og smages i retterne og vinene på bistroen Oaxen Slip i stueetagen i det smukke Oaxen-hus. Placeringen af Oaxen Krog og Slip ligger perfekt placeret 150 meter fra Skansens hovedindgang, et herligt udendørs frilandsmuseum med zoologisk have og et imponerende Baltic Sea Science Center, hvor du kan vise dit barn alle de fisk og skaldyr, der lever i det baltiske hav, bl.a. den sejlende caviar-fisk, støren.

På Oaxen Slip blender du og dit barn let ind, og mens barnet frit vælger mellem almindelig cola og i ægte bæredygtig stil også en hjemmelavet cola, spænder glasvinkortet bredt med fx velsmagende champagne fra Lacourte Godbillon og læskende rød pinot noir/gamay-bourgogne fra Bogan in Bogandy. På flaske kan du hurtigt hente kongevin som fx champagne fra Ulysse Collin og Selosse eller Chasagne Montrachet fra P-Y-C-M.

Selvom kvalitet og ambitioner er i top, er stemningen uhøjtidelig, og der er fx ingen duge på bordet (når den hjemmelavede cola vælter). Køkkenet er overvejende grønt med sindssygt velsmagende og innovative retter som bagte jordskokker, løjrogn og en saftig sauce af valle eller dehydrede rødbeder med syltede løg og en vanvittig lækker vegansk creme på solsikkekerner, og er dit barn lidt mindre grøn i kanten, er der rig mulighed for køre pommes fritter, flæskesvær eller andelår af den rigtigt lækre slags.

Stedet er helt perfekt, når du besøger Skansen, Astrid Lindgren-Junibacken, Vasamuseet eller ABBA-museet. Alle attraktioner ligger klos op ad hinanden – og i gåafstand fra Oaxen. Er I mere til old school-køkken og svensk Matador-feeling så gå efter Ulla Winbladh eller Villa Godthem - her er der kødboller, kartoffelmos og tyttebær for alle pengene!


3 andre velsmagende bud

Matbaren

Topkokken Mathias Dahlgrens moderne bistro Matbaren på Grand Hotel er endnu et godt bud på top-gastronomi i både børne- og voksenhøjde. Matbaren har alt i velsmagende og veltillavede retter og drikkevarer, og er der ikke plads i Matbaren er der flere steder på Grand Hotel at gå efter, fx grønt og smækkert hos Rutabaga eller lækkert bagværk hos Green Rabbit, hvor du også kan fange smørrebrød eller morgenmad.


ICEBAR

Icebar på ICEHOTEL i Stockholm er klart en større turistattraktion end gastroattraktion, men det virker. Særligt på et mindre barn, der iført termoponcho synes, det er magisk at besøge en bar bygget af kæmpe isterninger. Og som konstant forsøger at få sin tunge til at sidde fast på baren af is, stolen af is eller glasset, der – surprise – også er lavet af isterning.


Östermalms Saluhall

Saluhall huser en lang række smårestauranter, delikatessebutikker og andre lækkerier, som både små og store kan få lang tid til at gå rundt og snuse i. Du finder sågar en Arla Unika-oste- og vinbar, og i modsætning til Arla Unikas ostebutik i Københavns Torvehallerne, er Saluhalls spisesteder ikke blot delikatessebutikker, men derimod smukt og lækkert indrettede spisesteder. Så lækre, at du har lyst til at blive siddende i timevis. Og hvis du er en seksårig, er der nok at kigge på til i hvert fald én stiv time.

***

Tags

bottom of page