I Alchemists eventyrland

Første torsdag i marts sad jeg solidt plantet i restaurant Alchemists eventyrlige parallelunivers og fnisede som en skolepige. Henført af Rasmus Munks magi.

Ugen efter var Danmark lukket, og en ny æra, hvor overformynder-Mette dikterede danskeradfærd på ugentlig basis var en surrealistiske realitet.

Oplevelser af en anden verden

Tre måneder er gået, hvor restauranterne har været lukket. Hjemme hos os har vi haft mange gode nærved gourmetoplevelser. Sublime take out-måltider fra kreative køkkenhåndværkere, der ikke blot kan kokkerere til en moderigtig stentøjstallerken, men også til en brun bærepose, der holder hele vejen til gæstens hjemmeoplevelse. Imponerende, ingen tvivl om det.

Men også en påmindelse om, at gourmetoplevelser er meget og mere end velsmag og lækker mad. Uforglemmelige restaurantoplevelser bygges af de samlede sanseindtryk. Blød belysning, veltempererede vine, omsorgsfulde tjenere, velduftende omgivelser, varme smil, smeltende jazz og alle de andre komponenter, der tilsammen skaber ud af kroppen-oplevelser.

Alchemist bliver siddende i kroppen

Selvom det er tre måneder siden, vi entrerede Munkens univers, sidder følelsen stadig i kroppen. For oplevelsen er meget mere end gængse toprestauranters mættende velsmag.

Alchemist er en twistet forlystelsespark, hvor verdens uret, vildskab, velsmag og skønhed blendes sammen i et sindssygt sansebombardement. Her glider politiske budskaber om dyrevelfærd, affald i havene og mangfoldighed ned som silkeblød bourgogne. Og tusindevis af eksperimenterende testkøkkentimer udrulles for dig af spillevende mennesker, der fra restaurantchef til kokkeelev alle virker som nogle, der bare gerne vil være din ven.

50 indtryk og 5 akter

Restaurant Alchemist tæller ikke i klassiske retter, men derimod i indtryk og akter, som man kender det fra en teaterforestilling. Og den teatralske opbygning er ikke bare gøgl, Alchemist har som en af de eneste restauranter en dramaturg tilknyttet, og netop den del skulle vise sig at være ganske effektfuld. Men da det er umuligt at beskrive samtlige akter, scener og 50 indtryk, som en aften på Alchemist formelt består af, får du her de indtryk, som efter tre måneder endnu ikke har forladt mig.

Irritation afløst af Lykke-følelse

Førstehåndsindtrykket, når man ankommer til restauranten langt ude på Refshaleøen, er, at man er meget langt fra trygge rammer. Turen går via byggepladsbombet grusvej til den tonstunge bronzedør, der understreger det faktum, at du nu træder ind i et nyt univers.

Indenfor døren er sort og dystert. En rar dame, der virker som om, hun kender mig, forklarer os om dramaturgien og guider os ind i aftenens første ark: New York. Et installationskunstrum, der illuderer fysisk New York-ramme med larm, lyde og farver. I rummet er der kun mig, min forkølede, let feberramte mand og en fremmed dame, der sidder på en sten og smiler. Kunstigt og akavet, og for to trætte småbørnsforældre, der egentlig føler sig lidt for småsyge til 50 indtryk på en torsdag, også vildt irriterende. Spørgsmålene fór rundt i hovedet. Hvor længe skal vi stå her? Hvorfor har jeg ikke fået et glas champagne endnu? Hvorfor fanden glor hende damen sådan på os? Og hvorfor skal vi spise den billet, vi har fået i hånden? Er det Alchemist eller Arken, vi er landet på?

Sekunder før tålmodigheden er ved at blive opbrugt, går døren til næste rum op. På den anden side står Alchemists restaurantchef Lykke Metzger med åbne arme, er det i en Jesus på korset-position? Smilet er lunefuldt og lunende, og vi får sågar et familiært kram, inden vi bliver sat hen i luksusloungen og budt på Grand Cru-champagne. Irritationen er borte som dug for solen. Vi føler os allerede uhørt meget hjemme, og vi læner os lettede og trygge tilbage. Det dramaturgiske fif med at ryste os ud af vores grundvold har virket. På ti minutter er vi milevidt fra vores forkølede dagligdag – klar til at tage imod. Allerede let berusede af Lykke-følelse. En følelse, der kun vokser.

Legesyge snacks og verdens bedste vinmenu

Loungen er placeret op af en glasvæg mod testkøkkenet, og det frie udsyn til reagensglas, udstyr og summende gråklædte testkokke understreger testkøkkenets centrale position som værksted, laboratorie og livsnerve i Alchemist. Andet akt kan gå i gang, og vi præsenteres for vinkortet, der er en imponerende vinapp, som i sig selv er et genbesøg værd. Vi vælger Extended vinmenuen til 2.600,- per person, som kort beskrevet indeholder alle de vine, jeg selv ville vælge, hvis der er frit valg på alle hylder. Eller sagt på en anden måde: Den mest velfungerende vinmenu, jeg til dato har nydt.

45 af de 50 indtryk man får, er retter, der skal spises. Så jeg bliver hurtigt lidt bekymret for, om knapperne i gemalens slim fit-skjorte kan holde aftenen igennem. Men igen viser Alchemists vilde koncept sig at være til for gæsten og ikke for kunsten. Snacksne er små, magiske elementer, bl.a. æbleluft, der forsvinder i munden. Vi er igen trygge og lettede.

Ind kommer ”the perfect omelet”, en lille miniatureomelet, der samles op med fingrene. En hinde af æggeblomme holder på løjerne af luftig comté- og trøffelskum. Simpelt og himmelsk. Himmelsk er også den smukke lille margeritsnack af kafir lime, enebær og citronverbena-skum, der fungerer som en lille hilsen til hjemlandet Danmark, inden vores rejse tager fart videre ud i verden – og Alchemistbygningen.

Domen: euforiserende naturkræfter

Turen går forbi det kæmpemæssige vinrum op i domen, som restaurantsalen på Alchemist kaldes. Private højborde, behagelige højstole, svagt oplyst af implementerede bordlamper, der kun tændes, når mad og vin skal oplyses. Resten af tiden er der bare frit udsyn til domens hvælving, hvor vilde animationer projekteres op. At befinde sig i det lokale er i sig selv en oplevelse, der ikke forlader dig foreløbig.

På den altomsluttende hvælving vises animationer af alt fra gopler i plastfyldt vand, et dunkende hjerte – eller var det lunger? – euforiserende nordlys og naive sommerfugle. Vild overlægning, der i sig selv gør det umuligt at falde tilbage i de hverdagstrivialiteter, som man som 40+ ægtepar kan ende i, når der endelig er tid til det. Under domen slippes drømmene fri, og i et kort øjeblik er det som om, du sidder ved en skovsø med elementernes rasen omkring dig. Vildt og tiltrængt.

Toast med caviar, torsk med plastik – og grineflip

Første scene af 3 akt er… toast. En salt marengsagtig toast med kaviar, mandelcreme og brunet smør. Smagsmæssigt ekstremt velfungerende og endnu en ret, der forsvinder, mens du spiser den. Tryllekunsterne står i kø. Østers geleret og præsenteret i samme mønster som bordpladen. Læse jomfruhummerchokolade. Fiskeøje og en vild fiskeanretning af torskekæbe med creme på comté og trøffel samt spiselig plastik af fiskefond. En hilsen til de mange torsk, som indeholder plastikaffald. Skyllet ned med Meursault Les Tessons 2013 fra Pierre Morey. Tankevækkende og tæskelækkert på samme tid. Afslutningen på scenen er en snebold med tomatsmag, som vi iført skihandsker dypper i olivenolie.

Har vi på noget tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt vi har energi og overskud til en helaftensforestilling på totalteateret Alchemist, er vi langt forbi enhver tvivl. Vi morer os kongeligt. Midt i Meursault, caviar og millioninstallationer sidder vi og skraldgriner over at sippe bourgogne med skihandsker. Over at betale tusindevis af kroner for retter, der teknisk set er det rene luft. At være i det bedste selskab, vi længe kan mindes; hinandens og alle de venlige ”venner” på Alchemist. Vi er Alice i Eventyrland på tur med Filurkatten.

Scene to under Domens paralyserende dyne er smagsintense og salte hilsner til det spanske El Bulli-køkken. Sprød sardinservering, og det vildeste luftige brød med charcuteri af galicisk malkeko. Så enkelt, sofistikeret og velsmagende tilsat tør sherry fra Palo Cortado. En servering, jeg stadig har lyst til i dag.

Point of no return – og tid til tungekys

Scene tre indledes med Gevrey Chambertin Bel Air premier cru 2015 fra Domaine de la Vougeraie og viser sig at være aftenens hofretter. Humøret er ved at ramme domens loft, for nok er vinmenuen bekostelig, men vinene er fantastiske – vi får langt flere end nævnt her – og der bliver fyldt rigeligt på. Vi er tydeligvis kommet til point of no return. Min mand er gået fra forkølet til fortryllet, og jeg er fjantet og forelsket, da næste scenes retter rammer os.

Passende til stemningen er det tid til tungekys – French kiss – hvor forskellige blomster og velsmagende bær slikkes af en silikonetunge. Dernæst aftenens efter min mening bedste ret Food for Thought. Et hoved støbt efter et rigtigt menneske kommer ind, hjerneskallen løftes af, og i stedet for en hjerne er et stykke stegt foie gras fra ikke tvangsfodrede gæs fra De Sousa. Ovenpå den perfekt stegte foie gras er frossen, luftig foie gras og Madeira. Årh, det smagte vildt! Efter foie gras’en kommer endnu en vild og vanvittig god ret; hjerne af dansk lam i gele af kirsebær. Da vi har slugt sidste bid, har vi det ligesom børn, der lige er rutsjet ned af rutsjebanen: igen!

Opremsningen af vidunderlige serveringer og fantastiske vine kan vare evigt, for lykken vil ingen ende tage. Rasmus Munk er ligesom resten af ”vennerne fra Alchemist” under hele måltidet allestedsnærværende. Han overser domen, hygger om gæster og personale, og er flere gange henne ved vores bord og servere retter. Imødekommende, i øjenhøjde og helt utroligt ikke-højrøvet.

Psykedelisk gourmet-rus

Da vi har rundet point of no return svæver vi på en let sky igennem de sidste dele af oplevelsen. Scene 5 er desserterne, der er velsmagende, overraskende og ikoniske som fx Andy Wharhol-bananen. Eller single bean chocolate-desserten på verdensklasse chokolade fra den lille producent Mikkel Friis-Holm.

Da middagsdelen er veloverstået tager vi afsked med vores tjener, som vi er meget tæt på at kramme og invitere hjem forbi til en kop kaffe, for vi har jo lært hinanden så godt at kende. Derfra går turen gennem køkkenet, hvor vi bliver hilst velkommen af de folk på Alchemist-teamet vi endnu ikke er blevet ”venner” med.

På vej op mod kaffe-loungen kommer vi gennem regnbuerummet og søhesteserveringen, der understreger det surrealistiske, tangerende psykedeliske i den gourmet-rus, vi er høje på. I modsætning til den irritation, vi føler i New York-rummet indledningsvist, er alle vores barrierer nu faldet, og søheste og regnbuer føles pludselig helt inden for skiven af det betimelige på sådan en torsdag aften.

Munkemagi & Lykkefølelse Aftenen slutter i loungen, der ligger ovenpå domen. Her sunder vi os med petit fours, avec og kaffe. Det har vitterligt været en vild aften, hvor Rasmus Munk og Lykke Metzger på magisk vis har formået at redde os fra os selv, forkølelser og hverdagsbanaliteter. Vi er nu en blanding af lykkelige, bagstive Roskildefestivalgæster og børn, der første gang har været i Legoland og hylende trækkes derfra med løftet om, at de nok skal komme igen.

Selv da regningen på knap 12.000,- serveres, stikker vi kortet med et fjoget smil. Regningen leveres af Munken selv, der gerne tager det beskidte arbejde med at inkassere betalingen for aftenens trylleshow. Og beløbet er mange penge ja. Det kunne være en carport eller en weekend i Rom. Men spørgsmålet er: Var det dyrt, eller var det ”bare” mange penge?

Svaret giver vist sig selv. Alchemist er den mindst højrøvede, mest velsmagende og absolut sjoveste 2-stjernede Michelinoplevelse, jeg har haft.

Da vi igen er blevet til græskar, fortryllelsen er hævet, og sommerfugle-elevatoren har hældt os tilbage ud på Refshaleøen, kigger min mand og jeg på hinanden som to børn i rutsjebanen, netop som turen slutter, og griner: ”Igen!”.