top of page

Et glas æble om dagen…


…holder Lillemor på tæerne! Efteråret har gjort sit indtog, og selvom det er vaskeægte surt at sige farvel til sol og sommer, så åbner efteråret op for skønne råvarer. Svampe, nødder, blommer, pærer og æbler bugner nu, og var det her et dameblad, så havde du fået min farmors opskrift på æblekage. Men den må du kigge i vejviseren efter, for her skal det handle om æble – æble med procenter i og på glas!

Æblet har i mange år leveret gods til den fransk brændevin Calvados, og både Frankrig, Spanien og England har i mange år haft en seriøs ciderkultur af høj kvalitet. Men helt så langt behøver du ikke at rejse for at få en lille æblemand på. Ciderkulturen blomstrer lige midt i Danmark. Senest med ciderfestivallen Rigtig Cider, der nyligt blev afholdt for anden gang i København som protest mod opfattelsen af cider som fesen sodavand.

De rigtige cidere

Vi er efterhånden ved at kløjes i nordisk mad, men hvad med de nordiske drikke? Danske råvarer som svin, kål og rodfrugter kalder nærmest på at blive serveret med most fra fermenterede æbler, nærmere betegnet som rigtig cider. Mange kender måske Sommersbys hvinende søde sodapops, der får tandhalsene til at hyle. Og det er altså ikke det, vi taler om her.

Rigtig cider er ganske simpelt drikkevarer, der er lavet af 100% gæret æblemost - fuldstændigt ligesom vin er lavet af 100% gæret vindruemost. Derfor har de rigtige cidere også en langt større kompleksitet i smagen, en dybde og en balance mellem syre og sødme, som matcher dansk mad forrygende. Forestil dig en glad flæskesteg med et glas boblende vild cider.

I Danmark har vi en lang tradition af frugtavl, specielt æbler, og derfor er det da egentlig underligt, at vi ikke har større tradition for at drikke cider. Det er der friske unge, såvel som ældre, folk, der forsøger at lave om på.

Holm Cider importerer cider af høj kvalitet fra blandt andet Spanien, Frankrig og England, og åbner nu cider-butik og bar på Istedgade i København netop nu. Andre, der sætter ciderscenen, er Decideret, der har sendt deres første danske cider på markedet. For ikke at glemme Æblerov, der de sidste år har slået sig fast som succesfulde danske ciderproducenter, der producerer cider på danske spiseæbler, og ikke cideræbler, som man kender fra udlandet. Derudover har Per Kølster i mange år være foregangsmand for de danske cidere, ligesom Fejø og Kernegaarden også producerer fantastisk dansk cider.

Der er altså nok at vælge imellem, hvis du skal have et alternativ til hvidvin eller øl. Prøv med et glas æble.

CIDER - EN LYNGUIDE

Groft sagt findes der 5 slags ciderprodukter.

Mousserende, á la Champagne og Cava

Dette er den klassiske måde at lave cidre på i Frankrig (og nogle sidra i Spanien), hvor den gærede most får en andengæring på flaske. Herved fås en fin og boblende vin. Nogle få bruger ægte champagnemetode med to gæringer på flaske.

Øl-typen

Disse har som regel færre bobler eller har tilsat kulsyre. Det sådan cidertraditionen har udviklet sig i England, hvor man også laver og drikker cider helt uden bobler.

Den vinøse

Cidere - som regel - uden bobler og lavet med inspiration i vinens verden, hvor der træder andre toner frem der minder mere om vin. Der findes kun ganske få af disse som har høj kvalitet, og det kan være svært at smage første gang.

Dessert-cider

Æblernes (og nogle gange pærernes) syrlighed er helt uovertruffen sammen med sødmen. I den kategori finder vi blandt andet pommeau fra Normandiet som er blandet æblemost og Calvados. Ligesom vi finder Ice Cider, der egentligt er mest almindeligt i Canada, men også laves i fantastiske eksemplarer i både England, Frankrig og Spanien.

Spiritus

Mest kendt er selvfølgelig Calvados fra området af samme navn i Normandiet, men også i England og Spanien laves der ganske god æblespiritus.

Kilde: Holm Cider

5 stærke æble-cidere

Frankofil, 2015 Æblerov Vildgæret dansk cider på de danske økologiske spiseæbler Holsteiner Cox, Clara Friis og blandede franske cideræblesorter og lidt pærer. Minder lidt om en let naturhvidvin. Frugtig og super elegant. Meget lidt følelse af gæring. Fuldstændig perfekt til en kylling med smør. Kan købes forskellige steder, tjek aeblerov.com. Pris ca. 150,- for 75 cl.

Kernegaarden, Fejø Sommer Cider

Æblemostet, let at drikke. Sødlig men også frisk. Gæringen er ikke for markant. Man kan smage, at der er gods i den. Subtile bobler. Sådan en man får lyst til at nyde med flæskesteg med tyttebær og guf rundt om.

Fås hos Omegn i Torvehallerne til 50,- kr. for 50 cl.

Dupont Cidre Biologique, 2015

Klassisk fransk cider på cideræbler. Sødmefuld og behagelig, små bobler. Dybde i sødmen og æblesmagen. Produceret som mousserende vin. Super afrundet og vinøs. Virkelig dejlig og lidt en all round cider, der kan anvendes som alternativ til hvidvinen. Både før maden, til mad, ja og også efter maden. Måske til ost? Eller bare som den er. Fås hos Holm Cider til 105,00 kr. for 75 cl.

El Gaitero, Pomarina Brut Spansk cider produceret efter Cava-metoden. Synes faktisk, at den minder om cava. Den er mere spids og frisk end den franske. Elegant og frugtig med bittesmå bobler. Vil være herlig til fisk, skaldyr og lette retter. Og fuldstændig genial at nyde i efterårssolen med en salt mandel og en oliven. Fås hos Holm Cider til 85,00 kr. for 75 cl.

Black Fox, Dunkertons

Kraftigere, tungere, både i alkohol og i smag. Lidt mere kluntet. Man får helt sikkert den der pub-følelse og med det samme lyst til en runde Fish ’n’ chips. Men måske også stegt flæsk med persillesovs. Også virkelig dejlig, og en cider til de store drenge.

Fås hos Holm Cider til 50,00 kr. for 50 cl.

Tags

  • Black LinkedIn Icon
  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon

Haps - strategisk kommunikationsrådgivning | Anne Køster | SQR Studio | Linnésgade 14A | 1361 København K 

+45 24 63 98 54 | anne@annekoster.dk

bottom of page